-
Ungdomsformand afløser Rasmus Jarlov ved næste folketingsvalg
来源: BDK Borsnyt / 13 11月 2024 23:32:30 America/New_York
Det bliver formanden i Konservative Ungdom, Christian Holst Vigilius, der overtager for Rasmus Jarlov (K) i Københavns Omegn Storkreds ved næste folketingsvalg. Det oplyser De Konservative til Ritzau. Tirsdag aften blev den 26-årige KU-formand valgt uden modkandidat på en generalforsamling hos De Konservatives vælgerforening i Gentofte. - Det bliver en stor opgave, som jeg vil gå ydmygt og loyalt til, lyder det fra den nyvalgte folketingskandidat. - Jeg ser mig selv om en af dem, der skal være med til at sætte præg på fremtidens Konservative Folkeparti. - Altså et moderne Konservative Folkeparti, hvor det stadig er de samme grundlæggende konservative værdier, som vi bygger på, men som formuleres ind i en moderne verden. Rasmus Jarlov meddelte i oktober, at han ikke genopstiller ved næste folketingsvalg. Beslutningen skyldes, at han gerne vil "ud i den virkelig verden i stedet for gro fast på Christiansborg". Jarlov har været en markant skikkelse for De Konservative gennem mange år og har især været stemmesluger for partiet i Gentofte og Lyngby. Christian Holst Vigilius medgiver, at det er par store sko at fylde ud. Han mener, at De Konservative har en "fuld pakke", der kan løse mange forskellige problematikker i blandt andet Københavns omegn. - Jeg vil kommunikere, at Konservative er et folkeparti med en bred palet af politik, som gør folks hverdag nemmere. Det handler om mere retfærdighed i skattesystemet og trygge gader med synligt, stærkt politi. Dertil en konsekvent integrationspolitik, så man kan få gjort op med nogle af de utrygge parallelsamfund, der er rundt omkring. Vigilius vil desuden og kæmpe for en ambitiøs miljø- og klimapolitik, lavere skatter og et stærkere forsvar. Ud over at være formand i Konservative Ungdom siden 2022 sidder Christian Holst Vigilius i moderpartiets hovedbestyrelse. Han har en bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet. Han var ifølge Politiken det første medlem af Konservatives hovedbestyrelse, som pegede på Mona Juul som ny formand i partiet efter Søren Pape Poulsens død. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/politik/ungdomsformand-afloeser-rasmus-jarlov-ved-naeste-folketingsvalg